Kender du Disney Pixar filmen Inderst Inde?
Personligt synes jeg det er en genial måde at visualisere følelserne og deres intentioner.
Fordi vi rummer jo alle sammen alle følelser, og selvom der måske er nogle af følelserne der er mere dominerende, er de andre jo også en del af kontrolrummet – og alle har hver deres rolle for at sikre din overlevelse (men ikke din trivsel).
Er du bevidst om hvilken følelse der har kommandoen lige nu?
Vi er utrolig styret af vores følelser, når det handler om at tage beslutninger.
Du kender det sikkert selv. Når man har en følelse af glæde og overskud, så er der nærmest ikke noget, der ikke kan lade sig gøre. Har man derimod en sky af tristhed eller vrede hængende over hovedet, skal der ikke meget til før bægeret flyder over.
Hvis du gerne vil tage kontrollen tilbage, og ikke vil lade dig styre af dine følelser – inviterer jeg dig hermed til at se på disse to første skridt i en retning hvor du kan tage styringen tilbage over din trivsel og livskvalitet;
Step 1 – bevidstgør kaptajnen i kontrolrummet, og de øvrige medlemmer i forsamlingen.
Se om du kan genkende dem i løbet af dagen, enten i øjeblikket eller i en eller flere situationer du reflekterer tilbage på.
Step 2 – anerkend og accepter deres rolle.
Det eneste de vil er nemlig sikre din overlevelse, og de har hver deres holdning til hvordan det skal løses.
Frygten kan være en utrolig hjælpsom makker på vej hjem fra byen en mørk aften. Den sikrer nemlig at dine sanser er skærpet og at du er klar til at reagere prompte. Men det er måske ikke så hensigtsmæssig at den også tager styringen når du er kommet hjem til de trygge rammer.
Gennem bevidstgørelse og anerkendelse kan du opdage, når en følelse træder i karakter, og tager kommandoen – men det er også her du har mulighed for at evaluere om det er den mest hensigtsmæssige løsning der kommer på bordet.
Hvis ikke det er den bedste reaktion eller løsning, så se om ikke en anden har en bedre reaktion eller løsning.
F.eks. ved at spørge;
– Hvad ville glæde gøre i denne situation?
Og det er ikke altid sikkert at du behøver at føle glæde, for at kunne handle som glæde.
Glæde skal nok tage styringen tilbage, når den kan se at det er dens løsning eller reaktion der bliver udført, for det frigiver nemlig de rigtige hormoner, som nok skal sørge for at give styringen tilbage til glæde.
Jeg husker selv tilbage på den periode hvor jeg mistede min far meget pludseligt. Det var nemlig en periode med rigtig mange følelser.
En nat inden begravelse, hvor jeg ikke kunne sove, stod jeg op og skrev et brev – og mine følelser fik ikke for lidt i det her brev.
Jeg bevægede mig igennem sorg og tristhed, videre mod vrede og en følelse af uretfærdighed og frustration, for at slutte af med venlighed og taknemmelighed.
Her fik alle følelser styringen en af gangen, indtil de havde afreageret, hvorefter den næste kunne tage over. De eksisterede alle sammen, på samme tid – og det var helt okay.
Med bevidstheden og accepten af deres tilstedeværelse, gør også at jeg nu gerne giver styringen til taknemmeligheden frem for uretfærdigheden.
Jeg har det nemlig meget bedre når jeg husker tilbage på alle de gode stunder, end når jeg tænker på alt det han ikke nåede at være med til.
For lige meget hvilken følelse og tanker der dominerer mit sind – ændrer situationen sig ikke.
Så jeg tager kontrollen og giver styringen til taknemmelighed, for det øger nemlig min livskvalitet.

